At være nogens mor

Hello there.
I dag har vi taget hul på tredje og sidste trimester i graviditeten. Jeg er nu i uge 29, og vores lille pige er halvfjers procent færdigbagt. Vi går en spændende uge i møde, da vi skal til vores andet jordmoderbesøg, og senere skal vi mødes med vores kommende mødre/forældregruppe for første gang. Jeg glæder mig enormt meget til at skulle til vores jordemoder, dels for at få en god snak omkring alle mine komplikationer, og selvfølgelig også for at se at alt er som det skal være. Vi har jo allerede fået at vide, at hun er til den lille side, og derfor er jeg ekstra spændt på at høre jordmoderens vurdering. Det bliver utrolig spændende, og til trods for min manglende appetit, håber jeg at hun følger godt med inde i maven.

Jeg skal lige love for at hormonerne flyver rundt i kroppen i øjeblikket. Jeg troede egentlig at jeg havde oplevet mit max af følsomhed, men der kan jeg godt tro om. Følelserne sidder udenpå tøjet i øjeblikket, og der skal næsten ikke noget til før jeg bryder grædende sammen. Jeg har altid synes at det var lidt overdrevet når man hørte om gravide kvinder, der græd over en reklame i fjernsynet eller lignende, men jeg trækker alle mine fordomme i mig igen. Jeg kan også mærke at min følsomhed bliver ekstra påvirket når jeg enten spekulerer over noget, eller hvis jeg bliver stillet undrende spørgsmål til alt i mellem himmel og jord. Det er fuldstændig vanvittigt at have det sådan, og også utrolig svært når man aldrig helt kan forudse hvad der tricker det. Jeg kan blive ekstra følsom når jeg virkelig er dårlig, men også når jeg kommer i tanke om at jeg skal være (og faktisk allerede er) nogens mor. Det er simpelthen så rørende at der inden længe, er et lille menneske der er dybt afhængig af os, uanset hvad det drejer sig om. Det får en til at tænke på ens egne familierelationer, og da min kæreste og jeg drøftede emnet over morgenmaden i morges, var vi klart enige om, at vores familie er det vigtigste i hele verden. Vi begge har et utrolig tæt bånd til vores forældre og familier, og også til hinandens. Nu skal vi selv skabe rammerne for et lille menneske. Det er simpelthen det største nogensinde. Når jeg ligger og synes det hele er rigtig hårdt og uretfærdigt, og vores lille pige sparker, så bliver jeg simpelthen ramt af en lykke der ikke kan beskrives. Man vil gå igennem ild og vand for sine børn og familie, og den følelse rammer mig når det hele er svært. Hun er grunden til at jeg hver eneste dag, synes at det er det hele værd. Vi føler allerede vi kender hende på en eller anden måde, da hun har fyldt alt i vores liv de sidste seks og en halv måned. Bare det at hun kan genkende vores stemmer, reagerer ved berøring og at hun har nogle helt særlige tidspunkter hvor hun sparker. Det er da en kæmpe udvikling allerede, og jeg er simpelthen så klar til at få hende ud i mine arme. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om der er andre der kan genkende den her ekstreme følsomhed? Jeg har altid været utrolig følsom, men sket ikke i den grad som jeg oplever nu. Vi har skabt det største i verden, hvis i spørger mig, og jeg er så klar til at skulle være nogens mor. <3 Dejlig søndag. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer