Da vi fortalte at vi skulle være forældre

Hello there.
Et meget efterspurgt indlæg, har været hvordan vi fortalte de kommende bedsteforældre at vi skulle være forældre. Jeg er ellers den type der elsker at planlægge alting i mindste detalje, og går meget op i at gøre specielle mærkedage helt unikke. Det blev dog helt perfekt, på en helt anden måde end jeg havde forventet. Vi havde jo været ude og rejse, da vi fik mistanke om at det altså ikke kunne være avokadomaden fra lufthavnen, der var skyld i at jeg kastede op hele ugen, og det der så efterfølgende blev til små ni måneder. Jeg husker tydeligt da jeg skulle tage testen. Jeg er nemlig også den type der læser en brugsanvisning hundrede gange, og alligevel bliver jeg i tvivl undervejs. Det var temmelig meget det samme der skete, da der indenfor et split sekund var to tykke streger på testen. Der stod på pakken man skulle vente et par minutter inden resultatet viste sig, og derfor forstod jeg simpelthen ikke at der allerede var kommet to streger mens jeg tissede på testen. I stedet for at gøre noget specielt ud af det, blev jeg fanget i et panisk øjeblik, hvor jeg endte med at løbe direkte ind i soveværelset og stikke graviditetstesten op i hovedet på den kommende far. Jeg nåede ikke engang at trække mine bukser op. Jeg nåede bare at sige "jeg er gravid - vi skal være forældre" inden han afbrød mig og sagde "selvfølgelig skal vi det". Åh, nu presser graviditetshormonerne på igen. Det var simpelthen sådan et specielt øjeblik, netop fordi det var så ægte og helt uden forventninger.

Vores skønne forældre havde fået at vide, at jeg havde været syg under hele rejsen og at det stadig var slemt efter vi kom hjem. De var hammer nervøse, hvilket jeg godt kunne forstå. Vores problem var dog, at det ikke bare lige stoppede. Jeg havde ikke et eneste øjeblik, hvor jeg havde det nogenlunde. Jeg kastede op dagen lang, og lignede en der ikke havde fået noget at spise i meget meget meget lang tid. Efter graviditeten blev bekræftet af lægen, besluttede vi os for at dele den glædelige nyhed med vores forældre og nærmeste familie. Vi ventede til gengæld med at fortælle alle andre det til vi kendte kønnet på vores lille baby. Daniel blev sendt ud for at købe krus hvor der stod mormor, morfar, farmor og farfar på. De blev pakket fint ind, og skulle nu gives til de kommende bedste forældre.

Daniel mødtes til frokost med sin mor. Han måtte fortælle at jeg stadig var dårlig, men at han skulle hilse mange gange fra mig. De spiste lækker frokost, snakkede om vores rejse og gik en dejlig tur. Da de kom tilbage til bilen hev Daniel gaven frem, og forklarede at vi havde købt en lille gave med hjem fra selve rejsen. Den kommende farmor åbnede gaven, og begyndte straks at græde af glæde naturligvis. Der gik ikke længe før Daniel ringede hjem til mig. Hans mor var overvældet af lykke, og ønskede os stort tillykke. Det var virkelig et dejligt øjeblik, og jeg ville så gerne have været til stede selv.

Om eftermiddagen kørte Daniel videre hjem til sin far. Igen måtte han forklare at jeg desværre stadig var syg, men at han naturligvis skulle hilse mange gange fra mig. Daniel minder utrolig meget om sin far, og da de havde siddet og snakket lidt hev han igen gaven frem, og forklarede at vi havde købt en lille ting med hjem fra vores rejse. Jeg ville så gerne have været til stede, og have set hans reaktion. Han åbnede gaven og sad med kruset i hænderne hvorefter hans første kommentar lyder "lyder det ikke gammelt at være farfar" mens han havde et stort smørret smil på læberne. Han var virkelig glad, og ønskede os stort tillykke.

Om aftenen skulle vi ud og spise hos mine forældre. Jeg kunne jo ikke ligefrem sige at tanken om mad fik mig til at kaste op. Vi kørte ud til dem, og jeg var iført mere eller mindre nattøj, en tre dages gammel knold og lignede nok det der ligner en snemand i ansigtet. Min mor kiggede meget bekymret på mig, da de åbnede døren, og jeg kan tydeligt huske at jeg bare skulle have dem til at åbne gaverne hurtigst muligt, så jeg kunne forklare hvorfor jeg havde det så skidt. Som tidligere nævnte vi, at vi havde købt en lille gave med hjem fra rejsen, og min mors første kommentar var at de da ikke pakkede gaver så pænt ind på Jamaica. De åbnede gaverne samtidig, og sagde i munden på hinanden "mormor - morfar - er du gravid?" og så var der ellers blanke øjne for alle pengene. De blev simpelthen så glade, lettede og ønskede os stort tillykke. Endelig kunne jeg smide mig på sofaen, og lade de andre spise mens jeg holdte mig for næsen.

Selvom vi måske havde forestillet os et mere lyserødt billede af hvordan den store nyhed skulle overgives når vi en dag skulle være forældre, så var det her bare lige os, og helt perfekt på sin helt egen måde. Det viser nemlig så fint, at vi ikke kan planlægge os igennem livet, og at man skal være i stand til at omdirigere sommetider, for at nå i mål med de ting man gerne vil. Jeg har været utrolig glad for at de kendte til omstændighederne så tidligt i forløbet, især fordi at man har så mange tanker, spørgsmål og bekymringer når man skal være forældre for første gang. Det har virkelig været guld værd at have vores nærmeste med hele vejen, og jeg er så dybt taknemmelig for at vores lille pige får så fantastiske bedsteforældre når hun kommer til verden. Jeg havde håbet på en let graviditet hvor kvalmen stoppede i uge 12, men det har desværre ikke været tilfældet. Til gengæld er det dejligt at have stjernestunder som disse, der minder en om at det er det hele værd. Rigtig dejlig mandag til jer. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer