Det jeg glæder mig aller mest til, når jeg ikke længere er gravid

Hello there.
Mange har nok den opfattelse at en graviditet er en dans på røde roser. Vores dans har dog været en anelse ude af takt, præcis ligesom når min søde kæreste giver mig en svingom midt på stuegulvet, og det ender med at jeg træder ham over tæerne og falder over mine egne ben. Ligesom jeg ingen danse skills besidder, er jeg heller ikke typen der score topkarakter når det gælder graviditet. Jeg er dybt taknemmelig over at have en lille lady boss inde i maven, men jeg må være helt ærlig at indrømme, at der altså er en række ting jeg virkelig glæder mig til, når graviditeten er et overstået kapitel.

At slippe af med komplikationerne.
Jeg er egentlig ikke fan af at bruge ordet komplikationer, da jeg jo tusindvis af gange har fået at vide, at graviditet ikke er nogen sygdom. Bevares. Hvis mande influenza er en sygdom, så tillader jeg mig at kalde min graviditet det samme. Jeg har i hvert fald ikke været den heldigste. Det kan godt være at jeg ikke har de fedeste danse moves i ærmet, men jeg er blevet pænt rutineret i at kaste op. Jeg glæder mig virkelig til at være mig selv igen, på den måde at jeg ikke skal tage hensyn til kvalme, bækkenløsning eller noget som helst andet.

At sove på maven.
Hold nu op hvor jeg ligger dårligt når jeg skal sove. Jeg er altså den type der ligger med hovedet godt begravet i hovedpuden, og det har virkelig ikke været nemt at skulle undgå dette. Desuden synes vores lille engel, at det er pænt irriterende når mor her ligger på siden. Jeg er overbevist om at hun synes jeg fylder for meget, måske fordi jeg kommer til helt automatisk at ligge siden så meget mod maven som muligt. Hun vækker mig utallige gange, og hvis jeg ikke reagerer går hun efter mine ribben.

At kunne bevæge mig uden besvær.
I øjeblikket er det virkelig belastende at tabe noget, og jeg kan ligeså godt være ærlig og sige, at det bliver liggende indtil en anden kommer og samler det op. Nu valgte jeg jo at inddrage jer i min øgede hårvækst i et tidligere indlæg, og jeg kan da afsløre at der er flere steder på kroppen jeg efterhånden ikke har kunne få øje på i et par uger, hvilket ikke gør det ret nemt at holde skidtet nede. At barbere ben kan være et heldagsprojekt, og jeg glæder mig derfor til at kunne klare ting som dette uden besvær eller hjælp.

At dyrke motion.
Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er typen i støder på i fitness hele tiden. Jeg er dog i min graviditet blevet mindet om, hvor fantastisk følelsen af at dyrke motion er. Jeg glæder mig enormt meget til at komme i form, og til at presse mig selv hårdt igen. I øjeblikket er selv en gåtur et større projekt, og så er tempoet jo heller ikke ligefrem hvad det har været. Jeg kan dog garantere jer for at pulsen kommer op, og jeg kan dårligt snakke samtidig, fordi jeg bliver så forpustet.

At spise normal mad.
Er i klar over hvor meget socialt der er i at spise? Jeg har ikke på noget tidspunkt kunne åbne køleskabet uden at holde mig for næsen, og hvis jeg har glemt at gøre det, har jeg ofte gået direkte på toilettet for at kaste op. Jeg elsker virkelig mad, og er på ingen måde kræsen normalt. Og jeg må indrømme at det har været utrolig svært ikke at kunne nyde et ordentligt måltid, uden at det har haft konsekvenser for mig efterfølgende. Jeg glæder mig til at kunne spise kød, varmeretter og til at drikke kaffe igen.

At kunne passe mit tøj.
I starten var jeg simpelthen så utålmodig, da jeg synes min mave voksede utrolig langsomt. Nu fylder maven rundt her i uge 30, og jeg skal lige love for at den også fylder i tøjet. Jeg har været ganske heldig at kunne passe meget af mit tøj indtil nu, men nu går den snart heller ikke længere. Jeg er stor og besværet, i forhold til hvad jeg var før graviditeten, og jeg glæder mig til at kunne hoppe i mine kjoler uden stræk igen.

At have mere energi.
Jeg ved godt at vi har utallige søvnløsenætter i vente, og at der vil være tidspunkter hvor man føler sig fuldstændig udkørt. Men jeg glæder mig virkelig til at have energi når jeg er vågen, og til at have overskud til at gøre rent, ordne vasketøj og være social uden at det efterfølgende har en konsekvens for mig. I øjeblikket føler jeg mig træt alle døgnets firetyve timer, og det er altså ikke speciel fedt. Heldigvis har jeg en fantastisk kæreste, der er rigtig god til at minde mig om at det er helt okay at jeg ikke kan hjælpe til på samme måde som før. Det er seriøst guld værd.

At skabe sin egen familie og være nogens mor.
Selvom jeg overordnet set bare glæder mig enormt meget til at få det godt igen, så er der en ting der overskygger alt det andet. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at to bliver til tre, og til at vi skal være forældre til vores egen lille pige. Den kærlighed vi allerede har til det lille menneske er ubeskrivelig, og tanken om at den er endnu større når hun er ude hos os, er simpelthen så overvældende. Det er overhovedet ikke til at forstå, at vi skal være nogens mor og far om ti uger. Jeg glæder mig helt ubeskrivelig meget.


Synes godt om

Kommentarer