Elleve måneder som Noras mor

Vores lillle musling på 11 måneder

Hello there.
Selvom at det lyder ganske kliché-agtigt, kan jeg simpelthen ikke forstå hvor tiden er blevet af. Det er allerede elleve måneder siden (helt præcist i dag) at vi mødte vores lille mirakel (og største kærlighed) for første gang. De seneste dage har jeg om aftenen siddet og scrollet tilbage i min kamerarulle der (efter Noras ankomst) er fyldt med skønne familie-billeder. Jeg har lige siden aller første sekund nydt min rolle som mor, og det har føltes som det mest naturlige for mig i hele verden. Vores lille makrel-i-tomat (ja, kært barn har mange navne) har været en fast del af familien lige siden, at jeg stod med en positiv graviditets-test i hånden. Jeg synes simpelthen at tiden er fløjet afsted de seneste (mange) måneder, og sommetider ville jeg ønske, at jeg kunne opleve vores lille datter som nyfødt, bare én gang til. Det har været den største oplevelse i mit (læs: vores) liv og jeg kan næsten ikke sætte ord på de følelser som der er forbundet med vores rolle som forældre. Der er simpelthen sket en kæmpe udvikling, og det er simpelthen så imponerende at se hvordan hun fra dag til dag lærer nye ting. Som tidligere nævnt har vi ikke haft travlt med at hun har skulle kunne dit og dat. Vi har naturligvis udfordret hende helt naturligt gennem legetøj og motorisk (blandt andet ved at ligge hende på maven) men vi har taget tingene i hendes tempo. Til vores sidste besøg hos sundhedsplejersken fik vi at vide, at hun var rigtig godt med på det motoriske og det var egentlig dejligt at høre. Vi har gennem kærlighed og tryghed givet hende de bedste rammer for at kunne udvikle sig, og jeg tror på, at det har rigtig meget at sige. Hun kan på nuværende tidspunkt rejse sig selv, men hun går ikke endnu. Kun med en gåvogn - og det tæller vel ikke. Siden sidste opdatering er hun begyndt i vuggestue, og starten er simpelthen gået så godt. Jeg har skrevet meget mere om indkøringen her og vuggestuestarten her. Hun er blevet endnu sjovere (og sommetider forstår jeg ikke hvordan det kan lade sig at gøre) og hun kan slippe afsted med det meste fordi hun bruger sin charme. Hun snakker (baby-sprog naturligvis) og har en fest både i sit eget og i andres selskab. Det er simpelthen så livsbekræftende, at se sådan et lille menneske udvikle sig (både motorisk og personligt) og jeg er simpelthen så taknemmelig for, at hun valgte os som sine forældre. Hun har med sikkerhed arvet vores til tider tossede sind, og dette resulterer også i, at vi ofte sidder og griner om kap ved middagsbordet. Forberedelserne til hendes første fødselsdag er sat igang, og jeg har lovet at bage en enhjørning-kage (som jeg håber at jeg kan efterleve) og boller til hele familien. Vi ser frem til en dejlig (og festlig) dag hvor jordens dejligste pige fylder et år. I ønskes en rigtig dejlig weekend. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer