En fuld nattesøvn

Nora i sin nye pyjamas fra H&M

Hello there.
Det er snart tre måneder siden, at vi blev forældre til jordens dejligste pige. Hun har ikke blot charme, selvtillid og lækkert hår - hun sover også igennem om natten. I begyndelse oplevede vi naturligvis en del opvågninger, og jeg tror egentlig at det er helt naturligt. Vi oplevede meget tidligt i vores karriere som nybagte forældre, at vågne en tidlig morgen helt udhvilede (og mere eller mindre chokerede) da vores lille pige havde sovet igennem for første gang. Vi har sommetider en enkelt opvågning i løbet af natten, og det hører virkelig til sjældenhederne at hun holder os vågen en hel nat. Vi oplevede at Nora pludselig havde brug for mere mad for at holde sig mæt (hvilket er ganske naturligt) og her oplevede vi naturligvis også en håndfuld hårde nætter. Det er virkelig-virkelig-virkelig hårdt at undvære sin nattesøvn, og i dette tilfælde ville jeg ønske at jeg havde opskriften på en fuld nattesøvn. Jeg forsøgte at malke ud for at se hvor meget mad hun fik inden sengetid, og det gik egentlig nogenlunde. Næste dag forsøgte vi endnu engang at give hende en flaske inden sengetid, men denne gang nægtede hun fuldstændig. Jeg valgte derfor at fortsætte med at amme fuldt, og krydsede fingre for at jeg ville producere mere mælk. Det lykkes mig heldigvis, og hun har stort set sovet igennem lige siden (med enkelte undtagelser naturligvis). Da jeg var indlagt på barselsafdelingen efter fødslen, havde de utrolig travlt med at gøre os opmærksom på, at vi skulle vække vores datter hver anden eller hver tredje time, så hun kunne vænne sig til sit all-inklusive-ophold i mælkebaren. Efter den første nat hvor vi oplevede en baby der hellere ville holde fest fremfor at sove, valgte vi at følge vores egen intuition fremadrettet. Hun fik lov til at sove indtil hun selv vågnede, og vi var istedet meget opmærksomme på hvornår hun viste utilfredshed i form af sult, ble-skift, temperatur eller noget helt andet. Vi lærte lyn hurtigt vores lille pige at kende, og blev hurtigt trygge i at aflæse hendes behov. Vi plejer at give hende et bad om aftenen, da det virker beroligende og afslappende, og så har vi erfaret at hun hænger ud i mælkebaren indtil sengetid. Jeg plejer at amme liggende inden hun skal sove, og det fungerer simpelthen så godt. Hun falder somregel fuldstændig til ro, og når hun har spist kan vi nemt og hurtigt putte hende i hendes egen dyne hvor hun falder i søvn. Hun forbinder soveværelset med at skulle sove, da der er mørkt og hyggeligt. Selvom vi er heldige i forhold til vores nattesøvn fungerer det fuldstændig modsat om dagen. Hun lukker stort set ikke et øje i dagstimerne med mindre vi kører en lang tur med barnevognen. Det er derfor begrænset hvad jeg når i løbet af dagen, og sommetider kan det virkelig være en lang dag med fest i legeland. I må meget gerne dele erfaringer i kommentarfeltet både til middagslure og nattesøvn. Nu vil jeg nyde aftenen sammen med min lille familie inden en travl og dejlig weekend. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer