Gravid i uge 39

Hello there.
I skrivende stund sidder jeg med morgenhår og alt for mange plukkeveer, og krydser fingre for at vores lille pige snart beslutter sig for at vende snuden ud til sin mor og far. Der er allerede gået endnu en uge, og vi har nu kun to uger til termin. Selvom tiden er fløjet afsted, synes jeg de sidste par uger har været noget mere langsommelige at komme igennem. Graviditeten har for alvor spidset til, og den seneste uge har jeg været hele følelsesregisteret igennem. Det er hårdt at være gravid på alle måder, og min krop og jeg ser frem til at blive mere normale igen. Jeg har efterhånden prædiket en del om alle mine skavanker (læs: kvalme, bækkensmerter, plukkeveer, væske i kroppen m.m.) igennem graviditeten, og jeg må indrømme at jeg virkelig er importeret over hvordan vi er kommet igennem det. Selvom det er virkelig frustrerende at have kvalme hele tiden, er det nærmest blevet en del af min hverdag, og det bliver virkelig underligt (læs: meget befriende) at få det bedre på det punkt igen. Jeg har haft det virkelig slemt i forhold til kvalme og bækkensmerter igennem hele graviditeten, og det har (og er stadig) været virkelig hårdt og smertefuldt. Den seneste uge er væsken taget til. Jeg er egentlig ikke overrasket, da jeg er typen der godt kan få lidt hævede fødder efter en lang dag, men jeg må alligevel erkende at jeg aldrig havde troet at det kunne blive så slemt som nu. Helbreddet har hele tiden været en udfordring for mig, men det er virkelig grænseoverskridende at det pludselig også er ens udseende der er ramt. Det er altså ikke længere kun mine fødder og ben, men hele kroppen der ligner en opsvulmet svamp. Mine ben, arme, fødder, hænder og ansigt er fuldstændig hævet op, og især mit ansigt ligner i øjeblikket en meget uheldig botox behandling, der kræver en ommer. Udover helbreddet, har jeg utrolig svært ved at begå mig socialt i øjeblikket. Jeg har så meget fokus på fødslen, og jeg har på ingen måde lyst til at deltage i sociale sammenhænge. Alle mine nærmeste er fantastiske, forstående og støttende. Det er simpelthen alt hvad man har brug for, når ens hormoner flyver rundt i kroppen og størstedelen af tiden sidder udenpå tøjet. Selv min morgenkåbe kan snart ikke lukkes om maven længere, og ikke engang en ordentlig omgang makeup (som jeg iøvrigt på ingen måde har overskud til at ligge) kan redde mit nye look. Jeg har efterhånden givet op, og jeg har sammen med mine google skills måtte nå frem til den konklusion, at den eneste løsning er at føde vores lille datter. Det snurrer i mine fingre, og kramper i mine ben og jeg er efterhånden spændt på om jordemoderen kan kende mig på onsdag, når vi skal til vores fjerde (og forhåbentlig sidste) jordemoderbesøg. Jeg håber at i sammen med mig, vil krydse fingre for at vores lille ladyboss er på vej, selvom jeg er sikker på hun nyder sit ophold i maven med all inklusive og svimmingpool. Jeg har til gengæld lovet hende at tømme en legetøjsbutik, hvis hun snart melder sin ankomst, så lad os håbe at det kan lokke hende en smule på vej. Jeg tror desværre hun har arvet sin mors stædige væsen, og hvis dette er tilfældet er der ingen der kan bestemme hvornår hun skal ud. Nu vil jeg spise lidt morgenmad, tage en lur og håbe på at jeg for engangskyld har overskud til at snuppe et bad. Mine pølsefingre koger, og det er iøvrigt også utrolig svært at ramme tasterne lige i øjeblikket. I ønskes en dejlig solskinsdag. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer