I fall for you

1. Pels fra Meotine 2. Denim kjole fra Calvin Klein
3. Sneakers fra Nelly 4. Taske fra Louis Vuitton 5. Hårclips fra
Hairclipscph

Hello there.
Jeg skal lige love for, at jeg i dag har haft en af de dage, der egentlig bare helst skal rives ud af kalenderen og glemmes. Det lyder måske voldsomt, men det er lige nøjagtig sådan min dag har føltes. I morges da jeg vågnede ved at hele lejligheden var omringet af håndværkere og støjende boremaskiner, samtidig med en dunkende hovedpine der nok skyldes alt for lidt søvn, på grund af voldsomme plukkeveer og følelsen af at nogen havde tændt sankt hans bål i min hals, et par måneder for sent, havde jeg lyst til at stortude. Og nå ja, det gjorde jeg forresten også. Hvad der så slet ikke hjælper, er at bevæge sig ud på badeværelset, hvor man får øje på et spejlbillede der på ingen måde stemmer overens med den selvopfattelse man selv har. Jeg har sjældent været så opsvulmet all over, og ikke engang en ordentlig omgang contour ville kunne finde mine ellers meget tydelige kindben frem. Jeg er proppet med væske, samtidig med at kvalmen og plukkeveerne i den grad forstår at sætte mig på prøve her til sidst. Til gengæld kan jeg snart prale med at jeg har kastet op i ni måneder, og stadig formået at tage voldsomt meget på i vægt. Og det fedeste er at jeg ikke engang har brugt mine google skills, men derimod tømt Fakta for bland-selv-slik klokken lort i lukketid, og spist størstedelen inden vi trådte ind i lejligheden igen. Hold nu op, hvor magter jeg ikke det her længere. Men heldigvis er der kun to uger til termin, og jeg vælger at overhøre når folk nævner risikoen for at førstegangsgravide går fjorten dage over tid. Jeg har lovet vores kommende arving, at hun må tømme en legetøjsbutik hvis hun vender snuden ud lidt før. Samtidig med at jeg sidder her og brokker mig over min tunge og opsvulmede krop, drømmer jeg om at kunne hoppe i et lækkert outfit her til efteråret. Jeg forelskede mig i denimkjolen fra Calvin Klein med det samme. Jeg synes simpelthen den er så cool, og hvis jeg skulle komme med en god undskyldning måtte det nok være, at knapper skulle være vanvittig praktiske i forhold til amning. Jeg ville enten style den med mine overknee støvler (hvis jeg 7-9-13 nogensinde kommer til at kunne passe dem igen) eller et par sneakers som de hvide fra Nelly. Pelsen er den smukkeste, og jeg har efterhånden haft et crush på den længe, men at bruge hvad der svarer til en barnevogn er nok lige voldsomt nok i øjeblikket. Den fine taske ville jeg heller ikke have noget imod at eje, men til gengæld har jeg min Alma taske, som jeg er uendelig glad for, og den ville altså også gøre det godt til ovenstående outfit. Sidst men ikke mindst det fine hårspænde, som igen ville være super praktisk når der skal ammes. Og så har jeg hørt at babyer elsker at rive halvdelen af deres mødres hår af efter fødslen, og derfor kan dette spænde måske forhindre dette. Hvad synes i om ovenstående look? Jeg elsker efteråret, og der er ingen tvivl om at jeg ser frem til at hoppe i skønne outfits der er en smule mere fashion-venlige end den lyserøde pyjamas jeg efterhånden har vist jer en del gange. I ønskes en dejlig aften. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer