Inspiration til baby værelset

Hello there.
På en eller anden måde er tiden fløjet afsted, og alligevel føler jeg det er en evighed siden at vi opdagede at vi skulle være forældre. Selvom jeg er pisse træt af at have kvalme, bækkenløsning, halsbrand, hedeture, plukveer og en kampvægt på alt for mange kilo, så har der faktisk også været noget hyggeligt ved ventetiden. I starten udskød vi tingene, både fordi jeg havde enormt voldsom kvalme, men også fordi at vi jo havde ni måneder til at få styr på det hele. Nu står vi her, med fem uger til termin og kan efterhånden risikere at vores lille prinsesse melder sin ankomst når som helst. Vi bor på (hold nu fast) 65 kvadratmeter i den dejligste lejlighed i hjertet af Odense, hvilket også betyder at vi skal dele værelse med vores lille ladyboss. Mange mener vi burde have investeret i en villa, vovse og volvo inden vi kastede os ud i projekt-baby, men der er vi bare slet ikke enige. Vi er vilde med at bo i lejlighed, og vi har netop sat vores helt eget personlige præg på den, hvilket er altafgørende for os. I dag vil jeg vise jer hvilke løsninger vi har benyttet os af, for at få plads til alt det der baby-grej der følger med i pakken. 

Det behøver ikke nødvendigvis at koste en formue at skabe nogle hyggelige og ikke mindst personlige rammer i et børneværelse. Med lidt kreativitet, maling og ikke mindst tålmodighed kan man virkelig få meget for pengene. Jeg har fået en del efterspørgsler på skabet der bruges til babytøj (læs: lyserøde kjoler) efter jeg lagde det op på Instagram. Vi fandt det til sølle tusinde kroner i Ikea, og synes begge det passede så fint ind i vores stil herhjemme. Dog havde jeg en drøm om at min lille piges kjoler skulle hænge fint på bøjler, og derfor skiftede vi den nederste hylde ud med en bøjlestang. Bøjlerne i velour købte vi i Søstrene Grene til omkring 7 kroner pr. bøjle. De er simpelthen så søde, og kan købes i forskellige farver. Sengen har en fantastisk historie, da den efterhånden har mange år bag sig. Min skønne kæreste havde den som lille, og nu er den nået til vores lille pige. Sengen har været malet et par gange, alt efter hvem der har haft den. Vi valgte at få den malet hvid, da det ligesom skabet passer rigtig fint i vores indretning. Vi har været ude og købe en madras til den samt en sengerand, og nu er den klar til brug. Jeg synes simpelthen den er så fin, og jeg elsker den har sjæl og personlighed. Trip Trap stolen valgte vi at købe brugt, både fordi man virkelig kunne gøre et scoop på Gul og Gratis, og også fordi vi godt kunne tænke os at give den det samme malede look som resten af møblerne. Det samme gælder vores pusleplads. Det er blevet meget populært at have pusleplads på selve børneværelset, men vi blev enige om at det ikke var særlig passende nu hvor vi deler værelse med vores baby. Jeg tænker i hvertfald ikke det er så optimalt, da jeg har hørt sådan en lorte-ble kan lugte forfærdeligt. Til gengæld er dette vedhængte puslebord perfekt ud til vores badeværelse, da det lige kan hænge over vaskemaskinen. Derudover er der massere af plads indeni til alt hvad man skal bruge når den lille skal skiftes. Ble-spanden kan lige stå ved siden af, hvilket er super dejligt så det ikke lugter mere end højest nødvendigt. Ble-spanden fik vi i øvrigt helt kvit og frit hos Baby Sam da vi afhentede vores gratis babypakke. I kan læse mit tidligere indlæg om babypakker lige her. Vi har valgt at købe nogle opbevaringskurve i stof hvor der er plads til bamser og andet legetøj, og legetæppet skal naturligvis placeres i stuen. Det har været rigtig vigtigt for os at integrere hendes ting i vores indretning, så det ikke bare er noget der skal gemmes væk i et hjørne. Det kan altså lade sig at gøre, at have en baby på 65 kvadratmeter, og jeg lover at jeg nok skal lave en opdateret tilbagemelding når vores lille pige er kommet til verden, og hverdagen for alvor er begyndt. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer

Camilla,
Det ser virkelig fint ud🌸
nouw.com/camillia
sarahlykke
sarahlykke,
Tak! Vi er også så glade for resultatet 💗
nouw.com/sarahlykke
FantasiFabrikken,
Hvor ser det yndigt ud. Er selv helt vild med at have mine børns overdele på bøjler i skabet. Det bliver du glad for.
www.fantasifabrikken.dk
sarahlykke
sarahlykke,
Hvor er det dejligt at høre at det også fungere godt, samtidig med det ser sødt ud 💗
nouw.com/sarahlykke