Mine erfaringer som nybagt mor

Hello there.
Jeg ligger i skrivende stund og venter på at vores (meget nemme) baby vågner fra sin skønhedssøvn. Sommetider er jeg den første der vågner om morgenen, og jeg har sjældent sovet så skønt og længe som efter vores lille pige har meldt sin ankomst. Vi er simpelthen så heldige og jeg krydser fingre for, at det fortsætter sådan længe endnu. Selvom vi har en nem baby, kan det stadig være utrolig udfordrende til tider, at være nybagt mor. Min mor-karriere har de seneste fem uger gjort mig en del erfaringer rigere, som jeg naturligvis gerne vil dele med jer.

Da vores Nora var få dage gammel

Spis og drik. Det er virkelig vigtigt at få nogle nærende måltider samt rigeligt at drikke når man ammer. Jeg har sommetider glemt at spise, da jeg efter fødslen ikke har haft nogen appetit. Det har resulteret i unødvendig utilpashed, da baby simpelthen suger alt energi og næring ud af en.

Stofbleen. Inden jeg blev mor havde jeg svært ved at forstå hvad i al verden den populære stof-ble skulle bruges til. Jeg kan nu afsløre, at den bliver din bedste ven. Den kan bruges til så meget mere end baby-gylp.

Nem aftensmad. Det kan være en fordel at lave aftensmad der kan spises med en hånd (med mindre man elsker kold mad) da det ofte passer med at baby er sulten når maden er serveret.

Tro på dig selv. Det kan virkelig være nervepirrende at befinde sig i et større selvskab af erfarne mødre, når man har en fem uger gammel baby. Mit bedste råd må være, at lytte til sig selv og sin egen mavefornemmelse. Gør de ting der føles rigtige for dig, og lad vær med at lytte til de tusinde gode råd alle andre har til opdragelsen af dit barn.

Hav dine ting indenfor rækkevidde. Når man ammer i en halvtime (og nogle gange længere) kan det være møg-hamrende irriterende hverken at kunne nå ens mobiltelefon eller den kaffe man netop lige havde lavet. Jeg sørger derfor altid for at have mine ting ved hånden, inden jeg påbegynder amningen.

Ble-skift. Selvom vi ikke har mulighed for at opleve det berygtede helikopter-show, kan der godt ske et par uheld når bleen skal skiftes. Jeg har derfor erfaret, at det er en god idé, at lade baby ligge lidt på puslepladsen inden man går igang. Jeg kan afsløre, at hun valgte at skide på sundhedsplejersken da hun skulle vejes.

Brug tiden fornuftigt når baby sover. Det er en god idé at prioritere sin tid rigtigt når ens baby sover. Hvis man er i søvn underskud er det naturligvis en god idé, at få sovet så længe det er muligt. Og ellers sørg for at få tisset, spist, ordne vasketøj, gøre rent samt de tusinde andre ting man kan have på sin to-do liste.

Drop det pæne tøj. Når man alligevel befinder sig i den hyggelige baby-bobbel derhjemme er det på ingen måde praktisk at hoppe i det fine og fashionable tøj. Der er nemlig stor sandsynlighed for at få baby-gylp på tøjet, og dette vil blot gøre bunken af vasketøj endnu større.

Synes godt om

Kommentarer