Mine følelser efter fødslen

Hello there.
Denne introduktion kommer til at lyde ganske kliché-agtig. Det er allerede (hold nu fast) syv måneder siden, at min bedre halvdel og jeg mødte vores lille mirakel for første gang. Selvom jeg var gået otte dage over termin (og næsten havde mistet troen på at hun nogensinde ville melde sin ankomst) glemmer jeg aldrig følelsen af at vågne om morgenen med veer. Mange forbinder veer med et langt (og smertefuldt) mareridt, men for mit vedkommende var det en lettelse endelig at kunne arbejde sammen med min krop. Jeg havde en fantastisk (og meget hurtig) fødsel og jeg var fuldstændig høj på kærlighed. Inden fødslen havde jeg en forestilling om, at når den var overstået var alting godt. Jeg havde på ingen måde forberedt mig på, at min moderkage kunne sidde fast og heller ikke hvilke konsekvenser det kunne have. Jeg blev efter en halv time sammen med min lille familie kørt på den nærmeste operationsstue for at få fjernet min moderkage samtidig med at jeg fik den første blodtransfusion. Jeg havde tabt over to liter blod og var blevet kørt på operationsstuen med hovedet nedad mens en læge holdte mig (meget-meget-meget) hårdt på maven. Jeg havde ingen fornemmelse af tid og sted, og det eneste jeg fokuserede på var vores lille nyfødte datter som jeg måtte efterlade hos hendes far indtil min situation var under kontrol. Jeg vidste hverken hvad hun vejede eller målte. Da jeg vågnede op efter operationen kiggede jeg rundt i det tomme lokale for at finde min lille (og meget savnede) familie. Vi klarede det. Sammen. Ni lange måneder med opkast, bækkenløsning og tusinde (sådan føltes det virkelig) komplikationer var overstået og endelig var vi en lille familie på tre. De første døgn var jeg høj på kærlighed efter den vildeste (og mest fantastiske) oplevelse i mit liv. Vi var indlagt mandag-fredag og havde vores egen lille kærligheds-bobbel på barselsgangen. Vi kom hjem fredag eftermiddag, og følelsen af at komme hjem var helt fantastisk. Jeg kunne nærmest ikke gå, og der gik flere uger før jeg kunne gå med vores lille pige i mine arme. Jeg blev placeret på et tisse-lagen (for at det var lettere at hjælpe mig op) midt i sofaen med vores lille datter i armene. Jeg kiggede omkring i lejligheden hvor der stod de smukkeste blomster på alle bordene. Det var så overvældende, og jeg græd det meste af dagen. Det var egentlig først til min otte ugers undersøgelse hos lægen, at det gik op for mig hvor alvorlig min situation havde været. Hun læste dele af min journal op, og det gik pludselig op for mig at min start på livet som mor havde været hårdere (og sværere) end normalt. Min blodprocent var ikke-eksisterende og det samme galt mit overskud. Men lykkelig, det var jeg i den grad. Det har efterhånden taget mig lang tid, at komme mig over fødsels-forløbet da jeg føler at jeg på mange måder mangler de første timer efter fødslen. Selvom min insta-feed ser ganske lyserød og overskuds-agtig ud har jeg tilbragt størstedelen af min barsel i min insta-venlige pyjamas med en fedtet mor-knold og de mørkeste render under øjnene. Det har saftsuseme ikke været en dans på røde roser, og det skyldes uden tvivl alle de ting jeg har haft brug for at bearbejde efter fødslen. Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at have verdens dejligste mand, datter og familie der har støttet mig gennem de hårde dage, og har pjattet med mig på de gode dage. Jeg tror på, at det er vigtigt at italesætte alle de svære ting og selvom jeg synes det er pisse-hamrende-hårdt at se virkeligheden i øjnene, er det sommetider den eneste måde man kan komme videre. Jeg har siden det allerførste øjeblik som mor nydt min titel. Det har været den mest naturlige rolle at påtage mig, og jeg nyder på alle måder at have skabt min egen lille familie sammen med manden i mit liv. Det skræmmer mig at tænke tilbage på de ting jeg har været igennem, men samtidig glæder jeg mig også over at jeg var i så gode hænder under hele forløbet. Jeg får aldrig de første timer tilbage, og det er jeg nødt til at acceptere. Til gengæld har jeg så mange (fantastiske) timer med min mand og datter på samme tid, og det priser jeg mig virkelig lykkelig for. Selvom en fødsel kan gå hurtigt (og godt) kan der medfølge nogle komplikationer der skal bearbejdes. Jeg begynder at forstå forløbet, og skal til en samtale med min jordmoder for at få en endelig afslutning på forløbet. Det har jeg, og min lille familie brug for, da jeg for alt i verden gerne vil opleve en fødsel igen og samtidig føle mig tryg ved hele situationen. Jeg håber at i har haft en dejlig (forlænget) weekend. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer