Mommy Monday - Week 18

Hello there.
Jeg starter lige indlægget med den obligatoriske sætning - hvor blev tiden lige af? I dag er jeg i uge 18+1, hvilket betyder at der er små fjorten dage til at vi er halvvejs i graviditeten. Vores lille pige vokser så fint, og min mave vokser stille og roligt.

Mit første besøg hos jordemoderen
I forrige uge var min kæreste og jeg til vores første besøg hos jordemoderen. Jeg var utrolig nervøs, da jeg ofte har hørt at folk er blevet skuffede til det første besøg. Vi havde en virkelig positiv og god oplevelse. Vi fik snakket, og jeg nød at tale med en der virkelig forstår hvad det er jeg og min krop gennemgår i øjeblikket. Det var faktisk en lettelse at få at vide, at det er helt normalt at have det som jeg har det. Hun var overrasket over at min mave ikke var større, i forhold til hvor langt henne jeg er. Til gengæld sagde hun at det var helt naturligt, da jeg i forvejen ikke er særlig stor. Hun sagde at jeg måtte spise lige præcis hvad jeg havde lyst til, da jeg endnu ikke har taget på udover et enkelt kilo. Jeg får heldigvis de vitaminer jeg har brug for gennem kosttilskud, og det er vigtigt nu hvor jeg døjer med opkastninger dagligt. Hun var simpelthen så sød og dygtig, og inddragede min kæreste rigtig meget. Jeg synes det er så rart at han engagerer sig så meget, og bliver inddraget. Det gør det hele mere virkeligt for ham.

Vores lille pige
Jeg har installeret diverse apps på telefonen, for at følge nøje med i hvordan vores lille pige gerne skulle udvikle sig uge for uge. I denne uge skulle hun gerne være omkring 20 cm lang, og veje omkring 250g. Jeg ved godt at det ikke lyder af meget, men da jeg første gang blev scannet i uge 8 var hun kun 1,5 cm lang. Det er da helt vildt. Hun vokser så fint, og det er så fantastisk at følge med i hendes udvikling. Hun er en aktiv lille frøken, og jeg er begyndt at mærke hende. Sidst vi blev scannet lå hun med hovedet nedad, og det stemmer fint overens med de mange spark jeg kan mærke ved mine ribben. Vi har kunne ane små spark udenpå, og vi glæder os sådan til at kunne se og mærke dem begge to.

Mit eget helbred
Som i efterhånden har læst et par gange, døjer jeg stadig med den forfærdelige kvalme. Det er ikke meget appetit jeg har, og når den endelig er der, får jeg det utrolig dårligt når jeg har spist. Der begynder at være enkelte bedre dage indimellem og dem nyder jeg i fulde drag. Jeg tror og håber på, at det nok skal vende snart. Jeg fik en god snak med min jordemoder, omkring hvad jeg må og ikke må. Jeg skal passe godt på mig selv, da det har stor betydning for vores lille pige. Jeg skifter cravings, som i andre skifter underbukser, og det er derfor ikke nemt at handle på forhånd. Til gengæld er der nogle ting der går igen. Eksempelvis jordbær med sukker, grovbirkes med smør og lys pålægschokolade og dansk vand uden smag. Ikke specielt sundt og nærende, men lige nu gælder det om at få noget i maven. Jeg har taget et enkelt kilo på indtil videre, hvilket ikke er ret meget. Mine fødder hæver enormt meget her i sommervarmen, og jeg har generelt svært ved at holde de høje temperature ud. Jeg er til gengæld fundet nogle gode løsninger på dette, som jeg vil dele med jer i et andet indlæg. Udover kvalmen, nyder jeg virkelig at være gravid. Vi kan næsten ikke vente til vi skal være forældre, og glæder os enormt meget til at mødes vores lille pige.

Synes godt om

Kommentarer