Something about me

Hello there.
Det er efterhånden halvanden uge siden, at jeg delte et lignende indlæg med jer. Jeg har dog meget-meget-meget mere på hjertet som jeg naturligvis gerne vil dele med jer. Nedenfor vil jeg endnu engang dele ti punkter, der forhåbentlig kan gøre jer klogere på hvem jeg er bag den lyserøde facade.

Billedet er taget i februar hvor vi endnu ikke vidste, at vi skulle være forældre.

Jeg ser meget sjældent fjernsyn, da det simpelthen keder mig utrolig hurtigt. Vi havde et fjernsyn hængende i vores tidligere lejlighed, men da vi flyttede i sommer valgte vi at sælge det. Der er utrolig mange der spørg indtil hvad vi får tiden til at gå med, og egentlig ville jeg slet ikke vide hvornår jeg skulle sidde og se fjernsyn. Vi snakker og er kreative sammen, og det er kvalitetstid for os.

Jeg er ekstremt bange for edderkopper og slanger. Jeg kan næsten ikke engang tåle at snakke om de ækle dyr, og selv edderkoppe og slange emojien på min mobil kan gøre mig dårlig tilpas. Jeg kan næsten ikke klare tanken om, at møde en af ovenstående dyr i det fri. Føj altså!

Jeg er utrolig glad for mad. Faktisk så glad, at det kan redde hele min dag når jeg ved, at vi skal have noget lækkert til aftensmad. Jeg er egentlig ikke særlig kræsen, og det er derfor kun min laktose-allgeri der kan begrænse mig en smule. Jeg er især vild med flæskesteg med hele molevitten samt stegt flæsk med persillesovs.

Jeg er simpelthen så dårlig til at svømme. Jeg kommer meget langsomt fremad med mindre, at jeg kaster mig ud i en omgang hunde-svømning (som jeg til gengæld er møg hamrende dygtig til) men det hænger desværre ikke så godt sammen med min alder længere.

Jeg har aldrig læst en bog frivilligt bortset fra en graviditetsbog som jeg læste kort før min fødsel. Jeg synes det er så møg hamrende kedeligt at læse, og jeg falder næsten altid i søvn når jeg forsøger. I gymnasiet læste jeg altid starten og slutningen (og bagsiden af bogen) og det fungerede ganske fint når der skulle laves en boganmeldelse i dansk.

Jeg elsker at rejse og at opleve verden. Hvis det stod til min bedre halvdel og jeg var vi meget oftere ude at rejse. Det må blive et nytårsfortsæt da der er så mange smukke steder vi gerne vil besøge og opleve sammen.

Jeg elsker-elsker-elsker smørrebrød. Der findes (næsten) ikke noget bedre end dansk smørrebrød og gerne med æg og mayonnaise. Det smager simpelthen så skønt og jeg savner det altid enormt meget når jeg er i udlandet. Det er en fantastisk opfindelse, og jeg kunne snildt spise det hver eneste dag.

Jeg har ikke drukket kaffe siden min graviditetskvalme startede. Jeg startede normalt hver morgen med en sort kaffe med et ekstra shot espresso oveni. Da jeg blev gravid kunne jeg ikke være i nærheden af kaffe, da lugten simpelthen gjorde mig så dårlig. Min bedre halvdel kunne derfor ikke engang lave kaffe i køkkenet, da min lugtesans fungerede bedre end nogensinde. Jeg har ikke drukket det siden, og jeg tvivler sommetider på om det nogensinde vil ændre sig igen.

Størstedelen af min garderobe består af sort tøj. Min stil er meget klassisk og elegant, og derfor har jeg nogle key-items i garderoben der altid kan bruges og kombineres på forskellige måder. Dog elsker jeg at twiste min stil med en farverig kjole, suit eller strik for at provokere den lidt kedelige tendens vi ofte har til, at hoppe i det sorte og sikre outfit.

Jeg har en stor kærlighed til beauty-produkter hvilket naturligvis betyder at min bedre halvdel og jeg deler skuffen på badeværelset 80/20. Jeg synes det er så skønt, at have et stort udvalg og samtidig nyder jeg, at eksperimentere med forskellige farver og makeup looks. Det kan jeg bruge enormt meget tid på, og der kan derfor ofte gå flere timer før jeg er færdig på badeværelset. 

Synes godt om

Kommentarer