Tanker om vuggestuestart

Vores skønne pige fik den sødeste sommer-ferie gave af sin onkel (og gudfar) og tante. Den hedder Bobo og skaber så mange barndomsminder fra da vi selv var børn.

Hello there.
Der er allerede lidt under fire uger til, at vores lille (læs: store) pige skal starte i vuggestue. Hvor blev tiden lige af? Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Tiden er de sidste måneder fløjet afsted, og det er efterhånden svært at følge med. Jeg har gjort mig enormt mange tanker omkring vuggestuestart, og det er naturligvis med blandede følelser at vi (meget snart) skal aflevere vores kæreste eje til nogle mennesker vi endnu ikke kender. Det er utrolig grænseoverskridende for en pyller-mor som jeg, at skulle give slip på kontrollen. Jeg har efterhånden været sammen med Nora hver eneste dag i mange måneder (både inde og ude for maven) og derfor bliver en af mine største udfordringer uden tvivl, at skulle give slip på min lille pige. Vi begge har en enormt god mavefornemmelse i forhold til vuggestuen, pædagogerne og omgivelserne. Vi føler os enormt trygge ved situationen indtil videre, og efter at have besøgt stedet og efter at vi har fået svar på diverse spørgsmål føler vi os endnu mere trygge. Jeg tror virkelig på, at det er vigtigt at gå indtil det hele med et positivt sind. Det smitter med sikkerhed af på vores lille pige. De sidste mange måneder har der været utrolig meget (negativ) snak om vuggestuer, og selvom det gør så ondt i mit moderhjerte at nogle børn udsættes for så dårlig en behandling, har jeg alligevel valgt at lukke ørerne for det hele. Min mavefornemmelse har endnu aldrig taget fejl, og det er jeg sikker på at den heller ikke gør denne gang. Vi har ønsket en vuggestue tæt på vores hjem der indeholder nogle af de værdier vi som familie vægter højt, og vi er så taknemmelige over at have fået en plads. Det er ikke en selvfølge kan jeg læse mig frem til. Vi har den sidste måned kunne mærke at Nora er mere end klar til at opleve nye eventyr, og selvom det ikke er let at erkende, må vi indrømme at mor og far ikke længere er de sjoveste i verden. Hun er simpelthen så aktiv, og selvom vi bruger hele dagen på at lege og stimulerer hende søger hun efter nye udfordringer. Vi er sikre på, at det bliver rigtig godt for os alle tre, og vi er klar til at påbegynde en ny hverdag herhjemme. Jeg tror hun får rigtig stor glæde af at lege med nye legekammerarter, lege-sager og opleve nye eventyr hver eneste dag. Det bliver simpelthen så underligt (for mit vedkommende) at kunne besvare mails, vaske hår og spise sin frokost uden at blive forstyrret tusinde gange undervejs. Jeg tror virkelig at jeg kommer til at nyde min alene-tid, og samtidig vil det blive utrolig tomt og stille uden min lille partner-in-crime. Jeg anede ikke at der skulle så meget planlægning til en vuggestuestart, men selvfølgelig er der noget udstyr der skal købes ind. Vi er derfor i fuld gang med at opdatere garderoben i form af tøj, overtøj (tak til mormor og morfar) og andre nødvendige sager. Jeg tror vi snart er i mål med diverse vuggestue-indkøb og inden længe er vi klar til at byde vores nye hverdag velkommen. Hvis i sidder derude og har en masse gode tips til vuggestuestart (indkøb, opstart m.m.) må i hjertens gerne dele dem med mig. Jeg glæder mig til det hele, og jeg glæder mig til at dele mine erfaringer undervejs med jer. I ønskes den dejligste dag. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer