Ting jeg har opdaget efter fødslen

Hello there.
Sommetider kan det virkelig være svært at følge med tiden. De sidste fjorten dage er simpelthen fløjet afsted, og alligevel føles det som om at vi altid har været en lille familie på tre. Det kan være en stor omvæltning at blive forældre, og selvom man har ni måneder til at forberede sig, kan jeg understrege, at det er helt anderledes når rollerne bliver en realitet. Der er nemlig nogle ting man først kan forstå, når man får sin lille guldklump i armene og familie-livet for alvor begynder. På bare fjorten dage har jeg gjort mig nogle opdagelser, som jeg naturligvis vil dele med jer nedenfor.

Beskytter-genet. Vi alle har vel prøvet at modtage en SMS fra de bekymrede forældre der lige skal sikre sig, at man er kommet godt frem. Selvom vores lille pige kun er fjorten dage gammel, og er dybt afhængig af os, kan jeg virkelig mærke min trang til at beskytte hende på bedste vis.

Net-trusser. Det er ingen hemmelighed, at jeg rystede en smule på hovedet inden fødslen, når folk fortalte hvor vigtigt det var at anskaffe sig et eller flere par net-trusser til efter fødslen. Jeg skulle bestemt ikke rende rundt med sådan et par ucharmerende underdrenge, og valgte istedet at købe et par blonde trusser i en lidt større udgave end de sædvanlige. Sandheden blev bare en anden, og net-trusserne har været mine bedste venner siden fødslen.

Amning. Der kommer naturligvis et seperat indlæg omkring amning, da det er et yderst omdiskuteret emne blandt mødre (og især det berygtede mor-politi) og derfor er jeg nødt til lige at understrege at det kan være møg hamrende hårdt at være den eneste mad-kilde til ens baby. Til gengæld er det en fantastisk slankekur.

Ubeskrivelig kærlighed. Den kærlighed der opstår når man møder sin guldklump for første gang er intet mindre end ubeskrivelig. Det samme gælder den kærlighed der opstår som familie og mellem sig selv og ens partner. At se manden i sit liv blive far, er det smukkeste, mest rørende og fantastiske at opleve.

Tisse-lagen. På fjorten dage har jeg gjort mig en del erfaringer i forhold til den oversvømmelse der har fundet sted hver eneste nat (i min side af sengen naturligvis) og tænker derfor at jeg vil videregive et lille tip fra en nybagt mor. Mælkebaren er åben døgnet rundt, og da vi er så heldige at have en baby der sover meget om natten, betyder det at sikkerhedsbrillerne er taget i brug i den modsatte side af sengen. Mine mælkekanoner skyder med skarpt og i den forbindelse har jeg fundet ud af, at et tisse-lagen er en fantastisk investering.

Udnyttelse af tiden. Hold nu op, hvor kan man nå mange ting på meget kort tid. Når vores lille pige sover til middag lykkes det ofte at gøre rent, gå i bad, spise frokost og sommetider sidder jeg næsten at venter på, at hun vågner fra sin skønhedssøvn. Man begynder at tænke på hvor dårligt man udnyttede tiden tidligere.

Baby-spam. Præcis ligesom jeg ikke kunne snakke om andet end graviditet da jeg var gravid, kan jeg heller ikke snakke om andet end baby nu. Vores lille pige er det helt store samtale emne hele tiden, og ofte handler de skønne baby-snakke om hvor dygtig, smuk og dejlig jeg synes vores datter er.

At sove på maven. Jeg havde drømt om at sove på maven igen (naturligvis med hovedet godt begravet ned i hovedpuden) og jeg drømmer stadig. Det kan nemlig godt være at maven ikke længere er i vejen for den gode nattesøvn, men de øverste forlygter gør saftsuseme ikke situationen mere behagelig. De overfyldte mælkekanoner er møg hamrende ømme at ligge på, og derfor er udsigterne altså lange når det gælder en morfar på maven.


Synes godt om

Kommentarer