Ugen der gik #17

Hello there.
Jeg synes simpelthen at dagene, ugerne og månederne flyver afsted i øjeblikket. Det er allerede en uge siden, at vores skønne sommerferie i Bruxelles sluttede og hverdagen er for alvor igang igen. Den seneste uge har været utrolig praktisk i forhold til en masse gøremål samt deadlines der skal overholdes. Jeg ser frem til (meget snart) at holde ferie igen med min skønne familie. Nedenfor vil jeg naturligvis dele ugen der er gået med jer.

Mandag.
I mandags vågnede vi klokken alt-alt-alt for tidligt (hvis man spørg mig) da vi havde en lang køretur foran os. En skøn uge var allerede gået, og det var endnu engang tid til at tage afsked med min søde storebror og svigerinde i Bruxelles. Heldigvis kommer de på besøg om få dage. Vi kørte fra Bruxelles klokken seks om morgenen, og køreturen gik intet mindre end fantastisk. Vores lille pige sov størstedelen af turen, og legede med alle hendes fine legesager den resterende tid. Vi synes at det er utrolig befriende at køre på ferie med en lille baby, da vi altid selv kan beslutte hvornår vi alle trænger til en pause. Vi kom hjem om eftermiddagen, og nåede at pakke al vores ferie-grej ud inden vi hoppede i seng.

Tirsdag.
I tirsdags blev hele dagen brugt på rengøring, vasketøj og afslapning efter en lang køretur dagen før. Jeg sorterede al vores vasketøj aftenen før og startede bare fra en ende af. En super kedelig (men nødvendig) beskæftigelse som blot skal overstås i en fart. Om aftenen besvarede jeg en del mails og lavede en plan over ugens planer. Jeg elsker at lave en liste, da det giver mig et bedre overblik.

Onsdag.
I onsdags (efter jeg havde spist al vores hjemmebragte chokolade) valgte jeg at hoppe i løbetøjet, da jeg efter et par (eller ti) ture forbi spejlet blev enig med mig selv om, at jeg trænger til at smide de sidste (ganske overflødige) graviditets-kilo. Bedre sent end aldrig, og jeg skal saftsuseme love jer for, at jeg var alle regnbuens-farver i hovedet efter en halv times interval-træning. De mange timer i fitness-centeret har med sikkerhed gjort mig stærkere, men min kondi er til gengæld ikke-eksisterende til trods for de mange (og lange) gå-ture med barnevognen. Udover min hårde løbetur ordnede jeg det sidste vasketøj færdig samt fortsatte på min praktiske (og meget kedelige) to-do-liste.

Torsdag.
I torsdags tilbragte vi hele eftermiddagen sammen med Noras farfar der havde budt på luksus-brunch (læs: steg med grøntsager) til frokost. Det var intet mindre end fantastisk at familie-hygge og spise lækker grill-mad på en høj (og knap så hellig) torsdag. Vores lille pige nød naturligvis opmærksomheden og charmerede alle omkring sig med smil og latter. Det var virkelig en dejlig dag.

Fredag.
I fredags havde jeg et spændende møde i Vejle om eftermiddagen, og da hele (eller i hvertfald næsten) Danmarks befolkning valgte at benytte den fynske motorvej måtte min lille familie og jeg køre hjemmefra i god tid. Det viste sig at være en glimrende beslutning, da vi på halv-vejen måtte besøge den nærmeste resteplads grundet et mindre (eller større) uheld i bleen. Heldigvis havde vi skiftetøj med og i løbet af et øjeblik var vi på vej til det jyske igen. Formiddagen blev brugt på forberedelse, en tur i spa-afdelingen (læs: et bad inklusiv hår-vask) samt lidt frokost inden afgang.

Lørdag.
I lørdags havde min bedre halvdel to møder i det jyske og jeg tilbragte derfor eftermiddagen med mini-chefen. Vi nåede at gøre rent (endnu engang), handle ind, gå en tur i det blå (kun med klip-klapper på) og bage en lækker chokolade/rabarber kage. Overskuddet var på sit højeste efter en skøn nattesøvn uden afbrydelser. Om aftenen spiste vi hjemmelavede flæskestegssandwich hos mine forældre, og spiste naturligvis min hjemmebagte og bragte kage til dessert. Vi hyggede i deres skønne have, og nød eftermiddag og aftenen solen. Det var en skøn dag.

Søndag.
I søndags havde min bedre halvdel flere møder i kalenderen, og da min kalender også var proppet med deadlines delte vi dagen op. Det betød at han havde vores lille charmetrold med til møde om aftenen hvilket var en kæmpe succes. Jeg havde et par timer for mig selv hvor jeg kunne nå at færdiggøre nogle projekter samt starte på nogle nye. En hyggelig (og praktisk) søndag.

Synes godt om

Kommentarer