Ugen der gik #2

Hello there.
Det er næsten ikke til at forstå, at der allerede er gået endnu en uge. Jeg synes simpelthen tiden flyver afsted, og det er sommetider ikke til at følge med. Jeg har haft den skønneste uge (med massere af hyggelige begivenheder) som jeg naturligvis gerne vil dele med jer.

Mandag.
I mandags hoppede min bedre halvdel og jeg i træningstøjet fra morgenstunden. Det er en skøn måde, at starte dagen på. Resten af dagen blev brugt på lidt forberedelse til barnedåben samt indhold til mine sociale medier. En stille (og meget hyggelig) mandag.

Tirsdag.
I tirsdags stod vi forholdsvis tidligt op (hvilket ikke altid er nemt når man har en baby med et kæmpe sove-hjerte) da jeg skulle mødes med min mødregruppe til frokost. Det var simpelthen den dejligste dag og vi hyggede med vores små (og dejlige) babyer hele dagen.

Onsdag.
I onsdags startede vi endnu engang morgenen med træning i form af cardio. Det var virkelig en hård (og god naturligvis) træning da vores lille pige havde holdt fest hele natten. Jeg tilbragte hele dagen i min lyserøde pyjamas med morgenhår og mørke render under øjnene. Det mest produktive jeg foretog mig var en to-timers-lang middagslur mens baby-daddy gik en tur med vores overtrætte baby i barnevognen. Der skal naturligvis også være plads til dage som denne, og heldigvis hører det til sjældenhederne.

Torsdag.
I torsdags brugte vi formiddagen på at handle de sidste små-ting til barnedåben. Vi besøgte blandt andet Bilka og Ikea hvor der blev købt rammer, sodavand og guldtudser. Om eftermiddagen fik vi besøg af min mor der blandt andet hjalp mig med at få hentet nogle pakker og handle friske blomster. Det var en praktisk (og utrolig hyggelig) dag.

Fredag.
I fredags hoppede vi naturligvis endnu engang i træningstøjet fra morgenstunden, og vi er simpelthen blevet så seje (hvis jeg selv skal sige det) til at komme afsted. Det er den skønneste følelse, og jeg kan virkelig mærke at min krop bliver mere og mere sig selv igen. Resten af dagen blev brugt på de sidste forberedelser til barnedåben i form af bordplan, bordkort og andre praktiske (og hyggelige) gøremål.

Lørdag.
I lørdags mødtes vi ved middagstid med vores forældre i forsamlingshuset hvor barnedåben blev afholdt. Vi fik sat bordene på plads, dækket bord samt pyntet op. Det blev simpelthen så fint med friske blomster, billeder af vores lille pige samt lyserødt pynt i forskellige nuancer og former. Om eftermiddagen kom min storebror (der er gudfar) og svigerinde. De rejste hjem fra Belgien for at deltage i barnedåben, hvilket var så skønt.

Søndag.
Dagen hvor vores lille pige blev døbt. Det er næsten ikke til at forstå, at vi nu har en tolv uger gammel baby der er døbt. Det var simpelthen den dejligste dag, og hun klarede det hele så flot. Vi er nogle meget stolte forældre, og jeg glæder mig til at vise jer flere billeder fra den store dag.

Synes godt om

Kommentarer