Vores fjerde jordemoder besøg

Hello there.
Så fløj der lige endnu fjorten dage, hvilket betyder at vi har været til vores fjerde og sidste jordemoder besøg inden vores terminsdato. Det er simpelthen så vildt, fantastisk og egentlig også en smule skræmmende. Jeg husker tydeligt da vi sad og viftede med den gule kuvert (som også kaldes en vandrejournal) første gang, og nu er vi snart ved vejs ende. Siden sidste jordemoder besøg har vi simpelthen ventet og håbet på at vores lille arving ville melde sin ankomst, men jeg kan overraskende nok afslører at hun stadig nyder sit all inklusive ophold inde i maven. Jeg har flere gange haft en fornemmelse af at hun har fyldt enormt meget inde i maven, hvilket også skyldes de efterhånden utallige sure opstød jeg har kæmpet med den seneste tid. Vi blev dog i dag endnu engang bekræftet i at vores lille (eller skulle jeg sige enorme) baby ligger dybt i bækkenet med hovedet fast, og at hun stor trives med den skønne buffet hun hver eneste dag har til rådighed. Hun har de seneste fjorten dage taget omkring 500 gram på i vægt, hvilket betyder at hun nærmer sig en kampvægt der får baby-mamas alarmklokker til at ringe. Hun har det fantastisk inde i maven, og så længe at det er tilfældet tør jeg hverken håbe eller tro på at hun kommer før tid. Til gengæld er mine plukkeveer blevet meget værre, kraftigere og smertefulde. Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange gange vi har troet at veerne var kommet. Mine plukkeveer bliver mere og mere regelmæssige, men ender altid med at gå i sig selv efter et langt stykke tid. Vores søde jordemoder kunne dog sagtens forstå at min krop var fyldt med væske, da hun mærkede på vores lille piges placering. Hun ligger simpelthen og lukker af for alting, hvilket giver mig god grund til at kæmpe med både væske, halsbrand og mange smerter i bækkenet. Det var egentlig skønt og befriende at få at vide, at der var en helt naturlig årsag til alle disse ting, da jeg simpelthen har været mere eller mindre deprimeret de sidste par uger, da mit udseende har taget så drastisk en drejning. Vi er mere end klar, parat til at hun melder sin ankomst, og jeg glæder mig enormt meget til at dele den dejlige nyhed med hele verden. Jeg håber i har en skøn dag. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer