Vores tredje jordemoder besøg

Hello there.
Jeg lovede jer at give en update efter vores tredje besøg hos jordemoderen. Jeg var simpelthen så spændt, og samtidig glædede jeg mig utrolig meget til at snakke med en der kunne give mig mere klarhed. Som den egoistiske mamma jeg er, starter jeg naturligvis med at fortælle om status på mig selv. Som i ved har jeg alle de skavanker som man overhovedet kan få når man er gravid, og dem remsede jeg naturligvis op, da hun stillede mig det obligatoriske spørgsmål omkring hvordan jeg havde det. Det er egentlig lidt tragisk komisk når man gang på gang skal svare med den lange sætning, der både er fyldt med ynk og selvmedlidenhed, samtidig med at man skal huske alle de skavanker man har påtaget sig. Mine glimmerbadesandaler afslørede min væskefyldte krop, og hun kunne næsten ikke lade være med at grine, da jeg fortalte at min far forleden fik et mindre chok da vi facetimede. Han spurgte hvad der var sket med mit ansigt, og der kunne jeg så understrege at det blot er væske og ikke en uheldig omgang botox. Af princip er jeg simpelthen stoppet med at veje mig, da jeg er sikker på den alligevel ikke virker, og da jordemoderen heller ikke vejede mig blev jeg mildest talt lykkelig. Det skal helt sikkert fejres med en kold Faxe og et studenterbrød. Jeg har de sidste døgn haft de vildeste plukkeveer, og forleden nat var vi faktisk begge overbeviste om, at jeg var gået i fødsel. Selvom jeg har spillet møg hamrende sej gennem hele graviditeten, vil jeg gerne indrømme at jeg gik fuldstændig i panik, hvorimod min kæreste tog situationen fuldstændig afslappet. Vores jordemoder fortalte i dag, at det er helt okay at de tager ekstra meget til nu hvor vi er så tæt på termin, og at det samtidig heller ikke vil gøre noget hvis vores lille pige melder sin ankomst nu. Hvor fantastisk er det ikke lige? Jeg er simpelthen så klar til at møde hende, og til at blive menneske igen.

I kan næsten regne ud, at vores lille pige har det godt inde i maven. Hun er simpelthen gået fra at være en lille smule til den lille side, til at være lige efter bogen. Hun blev skønnet til at veje omkring 2900g, hvilket er rigtig fint med tre uger til termin. Hendes hoved sidder helt fast, og hun er derfor klar til at komme til verden. Jeg kan næsten ikke få armene ned af glæde og lykke. Selvom det er sindssyg hårdt at være gravid (læs: og både ligne og føle sig som en strandet hval) så er det bare virkelig livsbekræftende at min krop på trods af så meget modstand, har været i stand til at give næring til vores lille pige. Det er så fantastisk, og vi er mere end klar til at byde hende velkommen til verden. Da jordemoderen skulle mærke hvordan hun lå og høre hjerte lyd, lavede hun naturligvis den klassiske form for underholdning, hvor hun skulle vise alle sine danse skills som jeg tidligere har pralet med herinde. Hun konkluderede at det er en meget underholdende og livlig pige. Jeg kan pludselig godt fornemme den trang forældre har til at prale med sine børn, og vi var meget glade og stolte da vi gik derfra. Nu er spørgsmålet bare hvornår hun melder sin ankomst, og om hun holder sit løfte om at blive en Oktober baby. Det må tiden vise, og babymamma krydser fingre. Ha' en dejlig dag. Kram fra S.

Synes godt om

Kommentarer